Garbage og Kasabian til NorthSide in Denmark

17 millioner solgte album, langt over 200.000 i Danmark alene, store hits både her og i resten af verden blandt andet “Only Happy When It Rains”, “Stupid Girl” og “I Think I’m Paranoid”, MTV-statuetter og temamelodien til James Bond-filmen “The World Is Not Enough”. Det er blot nogle få eksempler på de mange ting Shirley Manson og resten af Garbage opnåede fra dannelsen i 1994 frem til 2005, hvor de valgte at tage en pause fra bandet.

I pausen gjorde sangerinden Shirley Manson sig blandt andet som skuespiller, mens trommeslageren Butch Vig, der i 1991 slog sig fast som en af verdens førende rockproducere ved at producere Nirvanas mesterværk ”Nevermind”, brugte tiden på at producere de seneste plader for Foo Fighters og Green Day. Men i 2010 valgte han at samle sit eget bandet igen for at indspille et nyt album, der udsendes i løbet af foråret.

Gennem 90’erne var Shirley Manson en af de mest karismatiske og farvestrålende frontfigurer på den internationale rockscene, og det bliver derfor et længeventet gensyn, når bandet til sommer sætter gang i deres første turné i syv år. Vi glæder os og er meget stolte over, at gensynet med de mange danske fans sker på NorthSide.

Kasabian
Til sommer bliver der også mulighed for at opleve engelske Kasabian, der er det absolut hotteste internationale rocknavn lige nu. Bandet kommer til landet med deres fjerde succesalbum i bagagen, der ligesom de to foregående gik direkte nummer et i hjemlandet og har høstet den ene platinplade efter den anden. Bandet har også oplevet stor succes herhjemme, hvor singlerne ”Days Are Forgotten” og ”Re-Wired” har domineret sendefladen på P3 siden efteråret.

Kasabian har været blandt de mest ønskede internationale navne til NorthSide, og det er fantastisk nu at kunne sætte dem på plakaten til NorthSide 2012.

Dúné
Sidste navn i denne omgang er Dúné, der efter ti år på den danske rockscene med hits, priser, fantastiske koncerter og turnéer i det meste af verden vel nærmest ikke behøver nogen introduktion. Dúné udsendte ep’en ”Echoes of December” før jul, og senere i år er bandet klar med deres tredje album. Så kombinationen af nyt materiale, gamle hits som ”Dry Lips” og ”80 Years” og landets vildeste frontmand bør være garanti for en fantastisk koncert på NorthSide.

Dermed er listen af offentliggjorte navne nu som følger: Dúné, Garbage (US), James Blake (UK), Justice (F), Kasabian (UK), Kashmir, The Kooks (UK), Malk De Koijn, Noah & The Whale (UK), Oh Land, The Stone Roses (UK), The Temper Trap (AU), Turboweekend og When Saints Go Machine.

NorthSide Festival 2012 afvikles i dagene 15.-17. juni, og billetter kan købes på Northside.dk eller via Billetlugen.dk. Vær opmærksom på at billetprisen stiger 1. april 2012.

Besøg NorthSide.dk eller facebook.com/northsidefestival for mere information om NorthSide Festival 2012.

Schreibe einen Kommentar